
Det er vist gået op for de fleste, at det er blevet sommer. Det gik i hvert fald helt sikkert op for mig, da vi var en tur i Hellerup i går. Først et stop ved ParadIs, hvor jeg fik tre kugler (koldskål, chokoladesorbet og ribssorbet) og derefter ned til vandet, hvor der var masser af sol og næsten ingen vind. Der blev også observeret badende strandgæster, det var nu nok lidt for koldt for mig endnu… Frokosten blev Bread & Spread hos Emmerys, dvs. en buffet med blandet brød og forskelligt tilbehør (valnøddepesto, oliventapenade, humus og persillepesto) til 50 kr. Det smagte helt udmærket, men der er nok lidt for meget olie i det hele til at man bør spise det på jævnlig basis.
Derefter var vi i Lyngby for at se gyserfilmen Drag me to Hell, som jeg havde hørt, har fået gode anmeldelser. Det var også en fin film. Ikke en film, jeg absolut må se igen, men udmærket underholdning. Der var rig mulighed for at blive forskrækket, men der var ikke nogen dybereliggende grusomheder, der vil få mig til at ligge vågen. I modsætning til den gang for længe længe siden, hvor jeg så Steven Kings Det Onde (It) første gang…

Hyldebærblomsterne, der blev plukket i weekenden, har ligget og hygget sig i køleskabet med fire økocitroner, to kilo sukker, et brev citronsyre og 6 liter kogende vand. Jeg vil tro der var omkring 1½ bærepose fyldt med blomster. I dag blev saften så hældt fra og resultatet blev 6 liter hyldeblomstsaft, der nok skal fortyndes 1:1, muligvis lidt mere vand. Tidligere på året frøs jeg jordbær ned, da der var en stor kasse med 1½ kilo på tilbud i Irma til 30 kr. En del er allerede væk igen, men de fungerer nu faktisk helt godt som isterninger i et glas hyldeblomstsaft.
Saften blev hældt om i fryseposer á ½ liter og frosset, så de nu bare skal tages op og puttes i en kande med vand, når lysten melder sig. Lækkert!
Og se, så smuttede Kassio også med i indlægget: