Så blev det fastelavn, og uanset om man vil det eller ej, så betyder det fastelavnsbollebagning. Jeg vil det heldigvis gerne.
Valget af opskrift faldt i år på denne fra Hjerteforeningen, helt simpelt fordi den var hurtigst at lave af de opskrifter jeg kiggede på.
Da jeg skulle nå at have dem færdig til kaffen kl. 15 og jeg startede kl. 14 måtte jeg skære lidt ned på efterhævetiden. Og det var der ingen problemer i. Jeg fulgte opskriften hele vejen bortset fra at jeg lagde en klump marcipan ind i hver af bollerne sammen med cremen. Det ville jeg dog nok ikke gøre en anden gang, da det blev lidt voldsomt. Men man kunne måske lave en remonce… Eller evt. komme en klat nougat inden i bollerne… Om ikke andet så er det en temmelig fedtfri opskrift og jeg kunne godt finde på at bruge den bare til at bage almindelige boller af.
Men bestemt en opskrift jeg vil bruge en anden gang.


Og så var jeg på loppemarked i dag. Det er også ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst har været det. Og jeg kom hjem med 6 nøgler Silketweed fra Drops og 36 brikker skumpuslespil for 100 kr i alt. Puslespillet skal naturligvis bruges til at spænde sjaler og andet strik ud på. Jeg kan se, at Silketweeden har en markedspris på omkring 52 kr/nøgle, så det var vist en fin handel.

Kassio holdt lav profil i dag - Fastelavnssøndag er ikke den bedste dag at være sort kat i, så han valgte at klæde sig ud som lagen.
